Afkorter

Et bud på et apparat med samme funktion som Chopper II fra NWSL

Som modelbygger har man ofte brug for at afkorte små lister, Evergreen strips eller lignende. Ovenikøbet er der som regel brug for at lave flere emner af samme længde, og her er det en stor fordel at bruge et apparat, som giver et ensartet og præcist resultat. Som bonus gør sådan et apparat det muligt at lave emnerne hurtigere, end hvis man skulle lave dem "i hånden".

Der findes ganske fornuftige produkter i handlen, som f.eks. Chopper II fra NWSL, der har været min inspirationskilde. Fælles for de produkter er dog, at de er ret dyre i anskaffelse, og der findes ikke i skrivende stund en dansk importør. Derfor besluttede jeg mig for at lave et apparat selv.

Konstruktion

Afkorter med løs plade under skæret
Billedet herover viser min afkorter med det løse stykke skæreplade taget op.

Jeg startede med at skære de to vinkelbeslag af et længere vinkelprofil, bore de nødvendige huller og montere det på skærebrædtet. Vippearmen blev savet af et længere stykke fladprofil, hullet til akslen boret, og herefter blev den monteret i beslaget. Med en vinkel lagt op mod vippearmen blev en linje tegnet på skærebrædtet til markering af, hvor lan'et skulle fastgøres. Linien blev derved tegnet helt vinkelret på vippearmen. To rørepinde blev limet sammen til en liste med en højde på 6mm - nok til at rage tilstrækkeligt op over skærepladen. Listen blev herefter savet over på midten, så lan'et kunne deles i to for at gøre plads til skæret, når vippearmen er i bund - herved sikres, at skæret også deler emnet helt inde langs lan'et. Et skær blev sat op mod vippearmen for at jeg kunne vurdere, hvor de to halvdele af lan'et skulle placeres - da placeringen var fundet, limede jeg lan'ets halvdele til skærebrædtet.

Skærepladen blev skåret til, så den netop dækkede den del af skærebrædtet, som ligger foran lan'et. Derefter skar jeg en strimmel på 20mm i bredden ud af pladens midte - der hvor skæret vil ramme skærepladen. Denne strimmel skal kunne udskiftes, når den med tiden er blevet skåret i stykker under brug af apparatet, så den skal ligge løst. De to andre dele blev monteret på skærebrædtet med tæppetape. Under den løse strimmel skæreplade monterede jeg normalt tape i et pasende antal lag, så dens overside kommer op i samme højde som de fastmonterede stykker skæreplade, når strimlen er lagt på plads.

Nu kunne den endelige placering af skæret fastlægges og hullerne til montering af det på vippearmen markeres. Vippearmen blev afmonteret, hullerne boret, armen påmonteret igen og det samme gjorde skæret.

Det samlede arbejde tog ca. 2-3 timer.

NWSL Chopper II
Her et billede af en Chopper II fra NWSL.

Modsat Chopper II har min ikke en lineal. Jeg synes ikke en nøjagtighed på 1mm er nok til meget af det arbejde, den skal bruges til alligevel - men jeg kunne evt. have brugt en aflagt tommestok af træ som øverste del af mit lan. Min skæreplade har markeringer af hele og halve centimeter, så til de grove ting vil det være OK. Til normal brug vil man montere et bagstop at placere sine emner op mod, når der skal afkortes identiske stykker - her forstiller jeg mig at bruge stykker af skiltemalerpap, som jeg fastgør med malertape. Papstykkerne kan skæres ud i forskellige vinkler, så man kan afkorte i andre vinkler end de 90 grader, som det faste lan lægger op til.

Svagheder og begrænsninger
Under mine tests af afkorteren har jeg erfaret, at den kan forbedres ved at udskifte beslagene til vippearmen med nogle andre, som er kraftigere. Skubber man lidt til vippearmen, kan den bevæges til siderne, så ved lejlighed vil jeg opgradere den, så den opnår højere stivhed og derved bliver mere nøjagtig.

Materialer

Til mit apparat brugte jeg:

  • Et aflagt skærebrædt og en skæremåtte som basisplade
  • Et par rørepinde til lan
  • Et stykke fladprofil til vippearm
  • To stykker vinkelprofil i aluminium til beslag for vippearm
  • Fire træskruer til at montere beslaget for vippearmen på basispladen
  • En 6 mm maskinskrue med to skiver og en låsemøtrik til vippearmens aksel
  • Et blad til en hobbykniv til skær
  • To 2,5 mm maskinskruer med fire skiver og to møtrikker til fastholdelse af skæret på vippearmen

Der er materialer for i alt ca. 175,- - hvor en Chopper II til sammenligning koster omkring 500,-

Konklusion
Jeg har ikke brugt apparatet så meget, da det er lavet fornylig, men det er fint til afkortning af pap- og plaststrimler af op til 1mm i tykkelse og op til ca. 10mm i bredden. Jeg har også brugt den til afkortning af fyrrelister med et tværsnit på 2x3mm, som jeg skal bruge til sveller på modellen af Sæby jernbanestation. Det klarer den også, men en Chopper II fra NWSL er skønnere at bruge, når der skal afkortes mange lister, fordi den er mere robust. Da fyrretræ er hårdere end plast og pap og pga. bladets v-formede slibning, bliver snittet en smule skævt - dog sker det samme ved brug af Chopper II, da dens blad også har et V-formet skær. Til de lidt kraftigere emner kan man evt. afkorte dem en smule for lange og slibe dem i ensartet længde - til det brug har NWSL også et apparat, men igen vil det være ret ukompliceret at konstruere et lignende til eget brug.

Så selv om mit apparat har sine svagheder, kan det bruges i mange situationer, hvor materialet ikke er for kraftigt. Heldigvis vil det som regel være Evergreen strips, jeg har behov for at afkorte, så mit apparat skal nok komme til at tjene mig godt i lang tid fremover.

Har man ikke mod, tid eller lyst til selv at lave en afkorter - eller skal man afkorte mange hundrede sveller af fyrretræslister, vil jeg anbefale at købe NWSL's produkt. Den er en meget robust og holdbar konstruktion, der ved normal brug vil holde resten af ens liv. Sliddele som skæret og skærepladen kan udskiftes.