Ultrasonisk rensning

Ultrasonisk rensning af små dele

Når selvbyggede modeller skal males eller hjul skal patineres, er det vigtigt at emnet er affedtet og fri for snavs, så malingen kan hænge ordentlig ved. Det kan være tidskrævende at stå med en tandbørste og skrubbe emnerne i varmt vand med sulfo, men modellen kan også være udformet, så det er vanskeligt at komme helt ind i hjørnerne. Det er især det sidste, som gør det til værd at anskaffe sig en ultrasonisk renser.

Ultrasonisk rensning
Ultrasonisk rensning foregår ved at sende højfrekvent lyd gennem den væske, som emnerne er nedsænket i. Lyd skabes vha. en flade, der bevæges frem og tilbage, og dermed hhv. skubber til (komprimerer) og trækker i (dekomprimerer) den omkringliggende luft. Når lyden rettes mod en væske, vil væsken blive påvirket af samme serie af kompression og dekompression, og gøres det med tilstrækkelig mængde af energi, vil der ligefrem opstå hulrum, hvor væsken er dekomprimeret. Hulrummene vil blive fyldt med fordampet væske, indtil trykket igen øges lokalt, og hulrummet kollapser. Når det sker, vil dampen blive fortrængt, og når det spredes ud i resten af væsken, sker det med stor kraft, og der skabes en chokbølge, som frigiver temmelig meget energi. Det er energien i chokbølgen, der påvirker snavset og evt. fedt på overfladen af det emne, der ligger i væsken.

Den ultrasoniske renser, som jeg bruger, er en helt normal husholdningsmodel, hvor frekvensen er på 42KHz. Det vil sige, at skiftet mellem kompression og dekompression sker 42.000 gange i sekundet. Derfor sker processen med dannelsen af hulrum og efterfølgende kollaps lynhurtigt, så der kollapser millioner af hulrum hvert sekund. Desuden sker det overalt i væsken, så derfor kan man rense selv de mest utilgængelige steder på emnet med den metode.

Anvendelse af ultrasonisk renser

Ultrasonisk renser under affedtning af hjul til Q-vogne.

Kandidater til rensning eller affedtning med ultralyd er umalede emner, der skal rengøres for, at en grunder eller maling kan sidde forsvarligt fast. Ultralyd vil kunne løsne dekaler og pålimede detaljer, så affedtning af en allerede malet og måske litreret overdel bør i stedet ske ved nedsænkning i sulfovand, mens den børstes med pensel på alle udvendige overflader.

Når jeg skal rense et emne, som f.eks. aksler fra rullende materiel, så fylder jeg varmt vand i renseren sammen med et godt skvæt sulfo. Sulfoen hjælper med til at løsne fedt fra overfladen af emnet, så det på en gang bliver angrebet termisk, kemisk og mekanisk af hhv. varme, sulfo og ultralyd, når den ultrasoniske renser tændes. Emnerne nedsænkes i væsken, og låget lukkes, hvorefter timeren sættes og apparatet tændes.

Jeg giver normalt de maksimale 480 sekunder 2-3 gange for at være sikker på, at overfladen på emnerne er helt affedtet. Herefter tager jeg emnerne op, og skyller dem i varmt vand, hvorefter jeg lægger dem på et stykke køkkenrulle. Til sidst dupper jeg dem med et andet stykke køkkenrulle, og lader dem så ligge, indtil det sidste vand er fordampet fra deres overflade. Nu er de klar til at blive malet - husk at man ved håndtering af emnerne efter affedtning skal bære latex-handsker uden talkum, så emnerne forbliver rene.

Når renseren er i drift vil der tændes en blå diode, som oplyser maskinen indvendigt. Den skal advare mod at stikke fingre ned i væsken, mens apparatet er tændt - man kan nemlig komme slemt til skade, hvis man gør det.

Erfaringer med ultrasonisk rensning

En ultrasonisk renser, som den jeg har, kan i skrivende stund købes hos Harald Nyborg for omkring 250,- Kapaciteten er begrænset, men der er dog plads til en overdel til en skinnebus eller et Frichs marcipanbrød i H0. Hvis emnet er for langt til at kunne være helt nedsænket i væsken, så kan man nedsænke og rense den ene ende eller side først og derefter den anden. Alternativet er at anskaffe en professionel model med mere kapacitet eller få renset emnet hos en professionel - hvis man altså insisterer på ultrasonisk rensning.

Jeg har nu haft min renser et stykke tid, og er glad for den - men den laver ikke mirakler. Faktisk synes jeg ikke, at man skal kalde den en renser, men snarere en affedter. Man kan med andre ord ikke lægge et stykke irret kobber ned i badet, give den tre gange 480 sekunder, og så forvente at trække et skinnende blankt stykke kobber op, som man kan spejle sig i. Der vil stadig være ir på kobberet, men der er ikke skyggen af fedt på overfladen. For mig er det til gengæld rigeligt, så den lille bordmodel opfylder fint mine behov. Derfor er jeg glad for den.