2023-05-05

Vognkasse og bundplade er nu lakeret, men farven på overdelen skal forbedres

Lakering af FFJ Em 37
Så nåede jeg endelig til det punkt, hvor jeg fik lakeret min model af FFJ Em 37. Som jeg skrev om i sidste artikel, så er der blevet blandet farver, og jeg syntes mine blandinger ramte rimelig godt i forhold til farverne på det billede, jeg valgte som udgangspunkt. Der blev lavet tests på papir, som jeg syntes så lovende ud, men jeg er alligevel ikke tilfreds med resultatet. Som billedet ovenfor tydeligt viser, er resultatet for orange - dog i virkeligheden ikke så slemt som det ser ud på billedet, men slemt nok.

Overdelen til min model af FFJ Em 37 er afmasket inden lakering
Overdelen til min model af FFJ Em 37 er afmasket inden lakering
Overdelen til min model af FFJ Em 37 er afmasket ved vinduerne
Overdelen til min model af FFJ Em 37 er afmasket ved vinduerne, hvor der malet rundt inderkanten af vinduerne med samme farve som indvendigt, for at undgå at den røde farve på ydersiden flyder ind og lægger sig på den indvendige farve

Derfor må jeg på den igen med at få blandet en bedre farve, så jeg kan få rettet op på problemet. Jeg vil tro, at jeg kan få en bedre farve ved at blande mere rød i blandingen - evt. en anelse sort for at opnå en mere brunlig nuance. Der skal i hvert fald eksperimenteres lidt mere, og selv om jeg synes, at det er lidt hyggeligt at blande farver, så er det ikke min stærke side. Når en bedre farve er blandet, skal modellen have nogle lag med den, indtil den er tilpas dækket. Til al held kan der lægges en del lag på en model, før detaljerne udviskes, når man bruger airbrush fremfor pensel.

Som det ses af det øverste af de to billeder i højre side, så har jeg afmasket modellens bund og vindueshuller. Det er fordi jeg har malet det indvendige med en lys grå - det har jeg gjort med pensel for nogle dage siden. Når den udvendige, afvigende farve skal lægges på med airbrush, så er en afmaskning nødvendig.

Afmaskning
Foruden bunden så er vindueshullerne afmasket, som det ses på det nederste af de to billeder i højre side. For det tilfældes skyld, at afmaskningstapen ikke slutter helt tæt, så har jeg lagt et enkelt lag farve rundt i inderkanten af vindueshullerne i samme farve som der er brugt indvendigt. Det skulle gerne forsegle eventuelle mellemrum mellem tape og model og forhindre den rødlige farve fra ydersiden i at lægge sig ovenpå den grå på indersiden.

Med afmaskningen på plads har jeg derefter malet vognkassen - og bundpladen.

Jeg bruger afmaskningstape fra Tamiya, som jeg synes er meget nemt at arbejde med. Det er tilpas elastisk, og nemt at tilpasse med skalpel. Det hæfter godt til modellen, og kan blive siddende flere dage, men er stadig nem at fjerne igen uden, at der efterlades lim-rester på modellen. Tapen fås i flere bredder.