Overfladebehandling af moduler

Et færdigmalet modul

Når de rå moduler er samlet skal de males, så de bedre kan modstå fugt og håndtering. De får den farve, som vi i "H0 Europa"-delen af Fremo Danmark er blevet enige om bruge, nemlig Verkehrsgrau RAL 7043, glans 15 fra lakproducenten Jotun. Jotuns produkter ligger i den dyre ende, men er af høj kvalitet og dækker rigtig godt.

Spartling
Efter samling opstår der en del små fordybninger efter brugen af sømpistol. Desuden kan der være opstået enkelte ar eller fordybninger i pladerne under håndteringen, som man gerne vil have fjernet inden modulerne males. Endelig kan der være samlinger som skal skjules. Det gøres mest enkelt ved at spartle, så jeg udfylder stederne med en finkornet spartelmasse fra Miller købt i et byggemarked. Spartelmassen hærder hurtigt, så allerede efter få minutter kan jeg slibe den ned med sandpapir korn 120 og til sidst tørre støvet væk med en hårdtopvredet, fugtig klud. Brugen af en fugtig klud bevirker, at årerne i finéren rejser sig en smule, så overfladen bliver ru - derfor slibes overfladen let endnu en gang. Ofte vil første lag spartelmasse synke sammen under hærdning, så det er nødvendigt at påføre et lag spartelmasse igen, som efter hærdning også slibes ned. Igen tørres støvet væk med en hårdtopvredet, fugtig klud.

Maling
Næste skridt i processen er at male overfladen - her bruger jeg en lille malerulle af skumgummi. Jeg maler bunden af mine moduler med en hvid, vandbaseret maling - det bevirker, at modulerne bedre modstår fugt, men jeg synes også, at de ser mere færdige ud, når de er malet i bunden. Efter første lag er tørret op, giver jeg dem et afsluttende lag, så farven dækker 100%. Mellem påføring af de to lag kan man vælge at lave en mellemslibning. Det vil give en mere glat overflade, men det skridt har jeg valgt at springe over, idet det kun drejer sig om bunden. Siderne udvendigt og underkanten af sidestykkerne males med den nævnte Verkehrsgrau - også de flader males to gange, men her mellemsliber jeg let med sandpapir korn 120. Mellemslibningen fjerner den ruhed som opstår, når fugten i malingen får årerne i finéren til igen at rejse sig lidt. Efter andet lag maling er påført vil overfladen være dejlig glat og nem at rengøre fremover.

Hvis man er meget opsat på at få en flot overflade på sine moduler, kan man helspartle siderne, mellem- og efterslibe med endnu finere sandpapir og afslutte med blank klarlak. På den måde kan man opnå overflader som på et piano, men jeg synes det er for meget at gøre ud af det: det er trods alt det, der bygges ovenpå modulet, som er mest interessant - ikke modulkassen i sig selv.

Modulernes ender og de andre flader, som skal holdes sammen, når modulerne er stillet op, maler jeg med en teakfarvet, oliebaseret maling - også fra Jotun. Når modulerne er opstillet, vil de være holdt hårdt sammen, så hvis enderne er malet med vandbaseret maling, vil de være vanskelige at skille fra hinanden igen efter de 3-4 døgn et typisk træf varer. Årsagen er, at vandbaseret maling aldrig hærder 100%, så de lakerede overflader vil have en tendens til at "smelte sammen" - det samme sker ikke i nær samme grad for overflader, der er behandlet med oliebaseret maling.

Øverst ses et af modulerne til Sæby jernbanestation i færdigmalet tilstand - klar til sporlægning.